Jeg går fortiden og rumstere med nogle tanker… Nu har jeg haft Athene i 4 år, på ondt og godt og vi kender hinanden, som hinandens bukselommer, som man siger…

Men jeg føler lidt, at ridningen med hende er i stå… Den hest har så meget volume og kan nå så langt i ridesporten og det føler jeg ikke helt jeg kan give hende…

Jeg er nået dertil, hvor jeg føler, at jeg ikke rigtigt kan give hende det sidste i ridnigen til at komme videre, ud over kanten, og derfor overvejer at sætte hende i ridning, hos en som kan skubbe hende og løfte hende op… har vendt og drejet det herhjemme og vi er blevet enige, at det gør vi nok…. Det vil være så spildt, pga af rytteren ikke kan…

MEN, og der er jo altid et MEN, Athene bliver herhjemme, hun kommer ikke ud og stå hos nogle, da det vil ødelægge hende og det vi har bygget op af tillid og min avlshoppe Ursula, vil også stresse formeget over, at hun ikke vil være der…

Derfor skal min underviser ride hende, hvis det er.  Jeg stoler på, og ved hun kan rumme Athene og forstår hende…Hun har selv en type, som Athene ligner, hun har redet hende før og siger, at hun kan komme langt.  Så det bliver min underviser, der får fornøjelsen og arbejdet med at videre uddanne hende i en periode, indtil jeg overtager tøjlerne igen.  Jeg skal bare komme med Athene idag, hun skal ride… Større logistik, men det gør jeg gerne…

Men der skal lige falde nogle ting på plads og jeg skal ikke se det her, som et nederlag, tværimod rækker jeg hånden ud for at få hjælp og erkender, at jeg ikke er dygtigt nok på given punkt.

På længere sigt, kan det jeg lærer af det her nu og det jeg har lært, selv bruge i uddannelsen af lillemanden og bygge ham til, en lige så stor dressur stjerne en dag…. ⭐️⭐️
Jeg har drømmene, men for at nå dertil, må man nogle gange række hånden ud….🙌