JEG ER 47 år og mor i hytten her til Sofie, som har redet fra 2 års alderen og har derfor haft utrolig mange  “kedelige” oplevelser med heste igennem hele sin ryttertid, når ponyen eller hesten ikke vil det hun vil og hun måtte “sidde af” …og endte i sandet….

Jeg har jo altid sagt, da jeg så småt begyndt at ride, ca 3 år siden, at faldt jeg nogensinde af…JA – så sluttede min begyndende karriere, som rytter…😉

Jeg har nu været i sandet, da min “ partner in crime”, Sofies hest (shire/connemare), Casper, valgt at sætte mig af med et mega stort bukspring, hvor mit hoved ramt hesten og jorden, samt mit haleben var mega ømt de næste mange uger…

Jeg var oppe på hesten igen, som man siger og det gik også godt, men efterfølgende kom den snigende, den der dumme fornemmelse, at nu skulle jeg være bange…gik jeg og tænkte, Nej – ;u skal det være, Ja, så begyndte jeg at blive bange og græde og så nyttede det ik at sætte sig op… At ride med følelserne er det dummeste man kan gøre, ihverfald i mit tilfælde….

Ja – så dagen før jeg fyldte år, juli mdr, tænkte jeg; idag skal det være…min fødselsdagsgave til mig selv… så da Sofie kom hjem, var jeg klar til en ridetur, kun i skridt og max 15 min… MEN HOLD KÆFT EN SEJRE🙌🙌 sidste gang var jeg i trav på Casper og idag uden sadel, men kun i skridt….🙌🙌 ved godt at det nok ikke lyder, som det helt vilde, men det er en mega stort sejr for mig🤩🤩 min mavefornemmelse føles godt og nu skal jeg bare huske på, at Casper gerne må pruste, vifte med halen osv, det betyder ikke at han vil smide mig af🤦‍♀️

Jeg er så stolt og jeg ved,  at følger jeg bare min mavefornemmelse, ja –  så skal jeg nok få nogle fantastiske ture på Casper igen, bare vi gør det i vores eget tempo og rider med de gode følelser 😁😁

,